Vedtægter for Boldklubben Røde Stjerne Roskilde Støtteforening

Foreningens navn er Boldklubben Røde Stjerne Roskilde Støtteforening. Foreningen er stiftet den 6. oktober 2003, og er hjemmehørende i Roskilde.

§ 1
Foreningens formål er at støtte Boldklubben Røde Stjerne Roskildes sociale såvel som idrætsfremmende aktiviteter.

§ 2
Betalende medlemmer af Boldklubben Røde Stjerne Roskilde er automatisk medlem af Støtteforeningen.

§ 3
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed, og er beslutningsdygtig ved almindelig stemmeflerhed uanset de fremmødtes antal. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i årets 1. kvartal. Ethvert medlem har adgang til og stemmeret på generalforsamlingen.

Generalforsamlingen indvarsles skriftligt til alle medlemmer senest 14 dage forinden. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Medlemmer af foreningen der ønsker at stille op til bestyrelsen under punkt 7 nedenfor skal meddele dette til formanden senest 8 dage før generalforsamlingen.

Bestyrelsen kan bestå af op til 9 medlemmer. Op til 2 af bestyrelsens medlemmer kan have medlemskab af både Støtteforeningen og Boldklubben Røde Stjerne Roskildes bestyrelse. Højst en tredjedel (1/3) af bestyrelsens medlemmer kan have dobbelt medlemskab.

Dagsorden er som følger:
1.      Valg af dirigent
2.      Valg af referent
3.      Bestyrelsens beretning
4.      Regnskab
5.      Indkomne forslag
6.      Budget
7.      Valg af bestyrelse
8.      Valg af revisor
9.      Eventuelt

§ 4
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Foreningen tegnes ved underskrift af formanden og kassereren i fællesskab. I alle sager vedrørende optagelse af lån, pantsætning, køb og salg af fast ejendom skal den samlede bestyrelse tegne foreningen.

Foreningens midler skal indsættes i et pengeinstitut. Opsparede reserver kan placeres i aktier, obligationer eller i investeringsforeninger, der investerer i aktier og obligationer. Beslutninger om køb og salg af værdipapirer træffes af formanden og kassereren i fællesskab.

Bestyrelsen kan meddele enkeltpersoner fuldmagt til at disponere over foreningens driftskonti ved foreningens løbende ind og udbetalinger, herunder netbank.

Bestyrelsen afslutter de for foreningen fornødne kontrakter. Den er tillige bemyndiget til på foreningens vegne at optage lån og kreditter indenfor en ramme af 200.000 kr.

Ved indgåelse af lån og kreditter udover denne ramme, og ved køb og salg samt pantsætning af fast ejendom kræves bemyndigelse af generalforsamlingen.

§ 5
Foreningen hæfter med hele sin formue for foreningens gæld.
Medlemmerne hæfter ikke for foreningens gæld.

§ 6
Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes senest 4 uger efter at en tredjedel (1/3) af medlemmerne skriftligt har anmodet herom.

§ 7
Opløsning af foreningen kan kun ske på generalforsamlingen og da kun med to tredjedeles (2/3) flertal. Foreningens midler vil i tilfælde af foreningens opløsning tilfalde Boldklubben Røde Stjerne Roskilde.

§ 8
Hvor vedtægterne intet foreskriver træffer bestyrelsen afgørelse under ansvar overfor generalforsamlingen.

§ 9
Foreningens vedtægter kan ikke ændres uden samtykke fra generalforsamlingen. Ændringsforslag til vedtægterne skal være formanden i hænde senest 4 uger før generalforsamlingens afholdelse.

Vedtaget på generalforsamlingen den 6. oktober 2003.
Senest ændret ved generalforsamlingen i 2020.